|
19. juni 2008
CSC Scandihealth
A/S leverer ét samlet fælles hospitalssystem
til Region Hovedstaden
CSC Scandihealth A/S leverer ét samlet
fælles hospitalssystem til Region Hovedstaden.
Der er tale om et projekt, der samler regionens
forskellige hospitalssystemer på de 14 hospitaler
til ét tværgående system. Systemet
skal anvendes af 30.000 brugere. Projektet samler
fire forskellige versioner af CSC-hospitalssystemer
i henholdsvis det tidligere Frederiksborg Amt,
Københavns Amt, Hovedstadens Sygehusfællesskab
og Bornholms Amt til en fælles klinisk it-arbejdsplads,
kaldet OPUS Arbejdsplads.
Klinisk udbytte
Den kliniske arbejdsplads bliver et af sundhedspersonalets
primære arbejdsredskaber i den daglige patientbehandling
og skabelsen af klinisk dokumentation. Systemet
vil betyde lettere arbejdsrutiner for sygehuspersonalet
og mindre besvær for patienterne, når
de skal flyttes og behandles på andre sygehuse
eller overgår til videre behandling i kommunerne.
Herudover tilbyder OPUS Arbejdsplads muligheden
for integration af systemer som patologi, mikrobiologi,
laboratorium mv., hvilket allerede er implementeret
i dele af regionen i dag.
– Systemet rummer patientdata i form af
basisinformation, historik, integreret klinisk
dokumentation og kommunikation til kommunerne
omkring bl.a. planer for genoptræning, forklarer
Henrik Jespersen, der er kundeansvarlig for Region
Hovedstaden hos CSC. Således opbevares fx
visse journalinformationer i én fælles
database, hvorved oplysningerne kan præsenteres
som grafer over eksempelvis udviklingen i den
enkelte patients væskebalance og smerteregistrering.
Starten på én fælles
patientjournal
– Vi indfører ét og samme
system i hele regionen og gør det lettere
for hospitalspersonalet at finde de oplysninger,
de har brug for. Det nye system vil lette arbejdet
for klinikerne, som nu også får mulighed
for at skrive notater om patienterne. Det er starten
på en fælles patientjournal for alle
sygehusene, siger Mette Bomholt Klem, Region Hovedstaden,
der er projektleder på systemskiftet.
Det nye system indeholder et integreret modul,
hvor der er mulighed for at arbejde med journalindhold
samt afprøve Sundhedsfagligt indhold, SFI.
– Patientoplysninger dokumenteres på
tværs af faggrupper og sundhedsfaglig kompetence,
ligesom oplysningerne igen kan tilgås på
tværs og læses i en klinisk sammenhæng.
Klinikkerne vil herigennem kunne dele viden, notater
og andre oplysninger om patienterne med regionens
øvrige hospitaler i et notatfællesskab,
samt med kommunale samarbejdspartnere, uddyber
Sonja Dalsgård, der er projektleder hos
CSC.
Systemkonverteringen
Konverteringen var nøje gennemtænkt
på forhånd, og der var udarbejdet
en særdeles detaljeret manual for konverteringen
på Rigshospitalet.
– Det måtte bare ikke gå galt,
da vi igangsatte konverteringen på Rigshospitalet
af dets it-system med vitale patientoplysninger,
fortsætter Mette Bomholt Klem. Planlægningsarbejdet
blev gennemført i tæt samarbejde
mellem CSC og regionen. Der blev gennemført
prøvekonverteringer, test af snitflader
mv. for at sikre, at processen kunne gennemføres
med succes. Det var en vigtig forudsætning,
at sygehuspersonalet fortsat havde adgang til
patientdata, når konverteringen var sat
i gang.
– Det var ekstremt vigtigt, at systemet
kørte videre, når vi opdaterede,
så der ikke skete fejl ved patienternes
behandling. Vi kontrollerede time for time, om
konverteringen forløb som planlagt, siger
Mette Bomholt Klem om processen, der forløb
over tre døgn og berørte ca. 7.000
brugere. Heraf er ca. 2.500 ansatte blevet undervist
i det nye system på forhånd. Samlet
set konverterede CSC 130.000 patientkontakter
svarende til ca. to mio. elektroniske meddelelser
til hospitalets øvrige systemer.
– Samarbejdet med CSC fungerede godt. Vi
havde foretaget en grundig planlægning,
indeholdende alle kritisk aktiviteter, og hele
processen var kendetegnet ved en åben og
konstruktiv dialog mellem parterne, afslutter
Mette Bomholt Klem. Hele konverteringen blev gennemført
med en ganske lille andel på under 0,17
pct. af forsendelserne, der måtte håndteres
manuelt.
Region Hovedstaden er nu halvvejs i overgangen
til det nye it-system. Systemet er allerede indført
på alle hospitalerne i Nordsjælland
og på hospitalerne i Gentofte, Herlev og
Glostrup. Systemkonverteringen blev gennemført
på Bornholm i weekenden 24.-25. maj 2008.
Psykiatrien konverteres løbende til én
fælles psykiatrivirksomhed for hele regionen.
Dette vil være endeligt gennemført
i løbet af efteråret. Herefter kommer
Bispebjerg, Frederiksberg, Amager og Hvidovre
hospitaler i løbet af foråret 2009.
Yderligere oplysninger:
Account manager Henrik Jespersen, tlf. 3614 4000,
hjespersen@csc.com
|